| Bent Staugaard bag nyt snedkerfirma |
| Onsdag, 21. december 2011 11:16 |
Snedkermesteren kunne ikke undvære duften af savsmuld. Efter fire års pause starter Bent Staugaard nyt snedkerværksted op med fokus på kvalitet og byggeæstetik. ”Træ gi’r liv”, står der i BS Snedkeris nytegnede logo. Tanken er, at træ kan skabe liv i rum og bygninger, hvis det bliver lavet på den rigtige måde. Men træ er i høj grad også en betydelig del af Bent Staugaards liv. For ham er snedkerfaget ikke bare en uddannelse og en beskæftigelse, men også en hobby. Et par år efter salget af Snedker Staugaard ApS i 2007 begyndte tankerne om et nyt snedkerværksted derfor så småt at tage form – dog med en væsentlig forskel fra det gamle: Bent Staugaard vil selv stå bag høvlebænken. ”Da jeg startede Snedker Staugaard i 1991 var det meningen, at jeg ville lave en forretning, hvor jeg selv udførte godt gedigent snedkerarbejde. Men i løbet af kort tid havde jeg så mange ansatte, at jeg tilbragte det meste af tiden på kontoret. Det vil jeg ikke igen. Min drivkraft ligger i selv at have træet mellem hænderne og arbejde med spændende og kreative løsninger med respekt for håndværket og byggeæstetikken, ” siger Bent Staugaard. Han fortryder på ingen måde de 16 år bag roret i Snedker Staugaard, hvor han oplevede at have mange spændende kunder og gode medarbejdere. Men han er helt afklaret omkring, at der ikke skal være medarbejdere i BS Snedkeri. ”At være alene i firmaet giver mig muligheden for 100 procent at kunne råde over min egen tid og fritid. Jeg har i stedet en håndfuld gode samarbejdspartnere, som jeg kan trække på, når opgaverne kræver det,” siger han. BS Snedkeri har til huse i nyindrettede lokaler på Freltofte 1a i Ragebøl, hvor der blandt andet er blevet plads til en række nye snedkermaskiner, så Bent Staugaard kan klare specialopgaverne i sit eget værksted. Snedker Staugaards tomme lokaler på Hørtoftvej skal lejes ud.
|
