Sønderjyllands første private jordemoder åbner i Sønderborg PDF   Email
Onsdag, 21. december 2011 11:13
Nytbarn.dk1_12Nytbarn.dk er et nyt firma, der tilbyder gravide kvinder og nybagte familier en række forskellige private jordemoderydelser både før og efter fødslen. 
                    
Nu kan kvinder i hele Sønderjylland få besøg af en privat jordemoder derhjemme under hele graviditeten og efter fødslen. Det er jordemoder og ammekonsulent Karen Bøhrnsen, der står bag det nye firma, som har fået navnet Nytbarn.dk. 
                     
Hun arbejder til dagligt på fødegangen på Sønderborg Sygehus, og hun er ikke i tvivl om, at der er et behov for et privat tilbud  – ikke som erstatning for de offentlige tilbud, men som et supplement. 
                          
- Der er ikke to graviditeter eller to børn, der er ens. Derfor har kommende og nybagte mødre forskellige behov for støtte, rådgivning og vejledning. Mange af dem, jeg møder på fødegangen, er tilfredse og glade for de tilbud, det offentlige har at byde på i forhold til jordemoderkonsultationer og besøg af sundhedsplejersken. Men jeg oplever også, at en del familier har behov for at kunne supplere med mere individuelt tilpasset vejledning, siger Karen Bøhrnsen.
                            
Ud over at være jordemoder, er Karen Bøhrnsen uddannet coach og ammekonsulent – og så er hun selv mor til seks børn i alderen 0 til 13 år. Hun kan derfor tilbyde et bredt udvalg af jordemoderydelser – lige fra ekstra jordemoderkonsultationer under graviditeten til ammevejledning, familiecoaching og efterfødselssamtaler.
                                          
Der findes lignende private jordemødre andre steder i landet, men Karen Bøhrnsen er den første af slagsen  i Sønderjylland. Hendes nærmeste kollega ligger i Fredericia.